Ture ud af huset

Card image cap
08/02-2024

VGF

I og omkring Tumlelunden har vi fantastiske faciliteter, som vi nyder at boltre os på, og benytte os af, i hverdagen; herunder blandt andet hallen og skoven lige nær ved.

Glæden og forventningens glæde er dog særligt mærkbare, når vi i små og større grupper, ind imellem drager af sted på ture længere væk fra vores trygge Tumlelunds-base; bl.a. til Viborg Gymnastik Forening. Her bliver der hoppet på trampoliner, gået på balancebaner og tumlet rundt på bløde kæmpe-madrasser. Der bliver grinet, hvinet og svedt!

Disse ture ud af huset bevidstgør og udvikler også vores forståelse for trafikken, og ikke mindst øver vi os på, hvordan vi gebærder os fx i en bus, og andre steder, hvor vi ikke kender de mennesker, der er omkring os – og hvor de ikke kender os.

Følelsen af fællesskab, og en udefinerbar glæde, er altid at mærke efter sådanne ture – for både børn og voksne. Og ikke mindst – trætheden, som helt naturligt kommer snigende i bussen allerede på vej hjem, hvor flere børn mildt lukker øjnene i. For selvom bussen ikke er et ”kendt og trygt rum”, så kan jeg alligevel slappe af, og give mig hen til en lille lur blandt de trygge venner, jeg har omkring mig.