Projekter

Hvert år vælges der et overordnet tema i Tumlelunden. For 2023 hedder temaet f.eks. ’Tumle-Natur’. Dette tema opdeles herefter i en række underprojekter, f.eks.: ’Smag på naturen’, ’Farver i naturen’ ’Efterår’ m.m.

Herunder kan du se lidt billeder og videoklip fra vores projekter i 2023

 

Særligt fokus


I løbet af året kan der ydermere opstå områder, vi vælger at have særligt fokus på.


Hvert år har vi f.eks. et tilbagevendende fokus på ’rim og remser’ og ’sammensatte ord’, som inkorporeres i vores dagligdag i form af lege, kreative opgaver, sang og musik m.v.

Vi øver selvhjulpenhed: At tage tøj og overtøj af og på, at kunne gå på toilettet/potte, selv at hælde vand i koppen eller øse mad på tallerken. Vuggestuebørn bliver med dette særlige fokus klar til børnehavelivet og børnehavebørn bliver klar til skolelivet. 

Vi har fokus på 'inddragelse' i dagligdagen. Et eksempel herpå kan være; at børnene er med til at arrangere rullebordene til frokosten eller eftermiddagsmaden, de hjælper til med oprydning og at hjælpe hinanden.

På vores ugentlige fællessamlinger i fællesrummet skiftes stuerne til at have indslag de fremfører for hinanden. På den måde øver vi os på at være modige til at stå frem foran vores venner og det giver en enorm stolthed og følelse af selvværd og selvtillid, at hver og en bidrager med noget til fællesskabet. 

 

DGI certificeret

Vi er en DGI certificeret institution, hvilket kort sagt betyder, at vi er en meget aktiv institution og 'TUMLERI' er en stor del af vores hverdag. 

Går man i Børnehave i Tumlelunden vil man f.eks. ca. en gang om ugen være i 'hallen' hos vores nabo 'Viborg Søndermarken IK',  hvor vi kan boltre os med tumleredskaber, musik, dans og sang. 
Vi har i en periode haft et samarbejde med beboere fra Plejehjemmet Liselund. Her kunne 'de gamle' og 'de små' nyde hinandens selskab, til stor glæde for begge parter. 

Før hver ferie, har vi desuden vores traditionsrige 'Tumleri-løb'. Det foregår på alle niveauer, så både de helt små og de lidt større får bevæget sig og motioneret lidt før de drager hjem og nyder fridagene med familien. 

Vi deltager også ved diverse lokale sportsevents, som f.eks. Søndersøløbet.